MORTEN BØGERNE – LÆSELET
Morten bøgerne er en serie på fire bøger, lix 8. Den er målrettet 8 – 10-årige tosprogede børn, men kan også læses af begynderlæsere og lidt ældre læsesvage børn. På en enkel måde præsenteres børnene for oplevelser, som er almindeligt kendte af danske børn, men ukendte for mange tosprogede. Børn fra fremmede kulturer har alle brug for at stifte bekendtskab med den måde, vores samfund er indrettet på, og hvordan vi lever vores traditioner ud. En egentlig undervisning i dansk kultur bliver gennem serien om Morten nu mulig. Morten-bøgerne er rigt illustreret, og de detaljerede billeder lægger op til samtaler med målgruppen. Børn og lærer kan ud fra bogen få en snak om såvel danske traditioner, som de to-sprogedes egne erfaringer fra deres egen kultur. Personerne i bogen er alderssvarende med målgruppen. Vi møder både piger og drenge, udlændinge børn og voksne af forskellig nationalitet og danske børn og voksne. Korte sætninger gør bogen læsevenlig og kan give børnene selvtillid omkring læseprocessen. Teksten bygger på allerede kendte ord. Ord som forventes at være basisfærdigheder i talesproget og er lært, inden de læses. Bøgerne er udsolgt fra forlaget, som er lukket, men jeg har et lille lager, som kan købes her på siden under “kontakt”. Bøgerne er illustreret af Susanna Hartmann. Pris kr. 85. De er også udkommet som e-bøger hos forlaget Dreamlitt.
EN DEJLIG DAG
handler om Morten, der har fødselsdag. Han fylder 10 år. Sammen med sin mor planlægger han en fest for hele klassen. Han får mange gæster og gaver. Stuen er festligt pyntet og der er god mad. Morten er glad. Det er en dejlig dag. Far har arrangeret skattejagt, og alle børnene leger meget. Bogen findes både som fysisk bog hos Special Pædagogisk Forlag og som e-bog hos forlaget Dreamlitt.
Anmeldelse
Lektør, Birger Hoff: Kirsten Ahlburg har skrevet mange letlæsningsbøger for læsesvage unge, voksne og unge indvandrere. I en ny serie, præsenterer hun her en ny hovedperson, nemlig Morten, 3. klasse, i et nutidigt dansk miljø. De to første bøger i serien udgives samtidig. Ifølge forlaget er Morten-bøgernes målgruppe tosprogede børn i alderen 8-10 år med mulighed for samtale om danske traditioner. Alligevel adskiller bøgerne sig ikke væsentligt fra lignende bøger med intentioner om læsetræning generelt og samtale om det læste. Bøgerne fremstår meget traditionsbestemte i form og opsætning. Illustrationerne følger fint den verssatte tekst.
EN GOD FEST
handler om Morten, der skal til klassefest. Alle børn og forældre fra klassen skal være med. Morten hjælper mor med at lave mad til et fælles bord. Der er mange spændene ting at vælge mellem. Børnene spiser og synger. De danser og leger godt og længe. Det er en dejlig fest.
Anmeldelse
Se anmeldelse under ”En dejlig dag”, da det er fælles anmeldelse med ”En god fest”.
MORTENS MOBIL
handler om den ti-årige Morten, der skal ringe til sine forældre hver dag efter skole, så de ved, hvor han er, mens de er på arbejde. Morten vil gerne have en mobil, så han kan ringe. Men han vil ikke have de små billige. Han vil have en dyr mobil, der kan mange ting. Derfor skal han selv betale noget af den. Han arbejder hårdt med at samle flasker og hjælpe morfar i haven. Da han endelig har fået råd til mobilen og tager den med i skole, bliver den taget fra ham af Mads, som altid driller.
Anmeldelse
Lektør, Birger Hoff: Sidste år startede Kirsten Ahlburg sin serie om den 10-årige Morten med to udgivelser og disse følges nu op af to nye i serien. Seriens hensigt er blandt andet at skildre dagligdags danske begivenheder som kan virke fremmedartede på tosprogede børn, men de kan desuden udmærket bruges til almindelig læsetræning til elever i 2.-3. klasse, ligesom de også er velegnet til almindelig fritidslæsning. Begge bøger er lixede til 8. Form og indhold er meget traditionelt opbygget med en verssat tekst og en forholdsvis enkel historie. Susanna Hartmanns farverige illustrationer følger fint handlingen.
MORTENS HUND
handler om Morten, der får sin egen hund, Bella. Han går tur med den i parken. En dag kommer en stor dreng og sparker til Bella. Men ingen skal sparke til hans hund. En stor hund, som Morten kender, kommer og hjælper Morten. Den viser tænder og løber hen mod den store dreng. Så kan det nok være, at han skynder sig væk.
Anmeldelse
Læs anmeldelse under ”Mortens mobil”, da det er fælles anmeldelse med ”Mortens hund.”