CAFE SERIEN, GULT NIVEAU – LÆSELET
Cafe serien, gult niveau er for børn 9 – 12 år, lix 7 – 8. Det er bøger, der læses enkeltvis og med forskellige historier. Bøgerne er udkommet på forlaget Alinea og illustreret i sort/hvid af forskellige illustratorer. Pris 70,-.
SPRINGET
handler om Freja og hendes veninde Emma. Freja synes, at Emma er sej. Hun springer ud fra et fly i faldskærm. Freja vil også gerne prøve at springe. Især hvis Oliver ser på. Men tør hun?
Anmeldelse:
Lektør Ingelise Blom Hansen: En fin lille fortælling om at turde gøre noget, man er lidt bange for. Læseren vil kunne genkende sig selv i situationerne. I “Løgne” fra samme serie kan du også læse en realistisk historie. Bogen egner sig til læsetræning og henvender sig til børn fra 4. klasse, der har svært ved at læse alderssvarende. Et godt bud på en lille letlæsningsbog til begyndelsen af mellemtrinnet.
DEN SORTE KAPPE
handler om Carl, der skal til halloween fest hos Ida. Alle skal være klædt ud – jo mere uhyggelig udklædning jo bedre. Men hvem er ham med den sorte kappe og masken? Han lusker bare rundt og siger ikke noget. Carl følger efter ham, da han forlader festen. Bogen er illustreret af Rasmus Jensen.
Anmeldelser:
Lektør, Mads Overmark: Sprog og indhold er enkelt og velegnet til 2.-4. klasse. En god lille fortælling.
Æseløre.dk: … og jeg sidder tilbage med følelsen af at have fået en meget bedre historie end forventet. Hendes bøger er af den slags, der griber læsernes interesse og fører os med på en tur fuld af overraskelser.
Halloween-online.dk: En god halloween-gyser for de 9 – 11-årige.
LØGNE
handler om David, der skal begynde i en ny klasse. Hans far er i fængsel, og det må ingen af klassens kammerater vide. Derfor lyver han. Han siger, at hans far er en kendt rockstjerne i Japan. For Japan ligger langt væk, og ingen vil nogensinde opdage, at det er løgn. Den ene løgn fører den anden med sig, og til sidst går det galt. Bogen er illustreret af Jarl Egeberg.
Anmeldelse
Lektør, Lisbeth Thue Hansen: Bogen egner sig til læsetræning. Der er få finurlige og karikerede sort/hvide illustrationer i bogen. En letlæst bog, med et indhold, der tager fat om tabuet – forældre, der afsoner fængselsdom.
DER ER NOGET GALT
handler om de to venner Anton og Peter. De nyder sommerferien ved stranden og tager nogle gode svømmeture i havet. Pludselig får de langt ude i vandet øje på en pige, der råber. Der er noget galt.
Anmeldelse:
Lektør Pia Gunilla Park: Det er en rigtig spændende og realistisk historie, som egner sig rigtig fint til læsetræning til begyndelsen af mellemtrinnet. En meget fin historie til børn, der har svært ved at læse alderssvarende.
EN RIGTIG HELT
handler om Mia, der er ude at ride i skoven. Hun hører en lyd. Det lyder som en kat. Eller er det nogen, der græder. Mia må finde ud af, hvad det er.
Anmeldelse:
Lektør Stine Bille: En fin lille historie om et hittebarn og en meget ung mor. Personerne er meget troværdige, og historien realistisk. Bogen er illustreret med sort-hvide tegninger, som understøtter handlingen. Bogen egner sig til læsetræning og henvender sig til børn på mellemtrinnet, der har svært ved at læse alderssvarende eller lidt ældre tosprogede elever.