CAFE SERIEN, BLÅT NIVEAU, LIX 12 – 15 

Nedenstående bøger er på blåt niveau og målgruppen er 12 – 15-årige læsesvage. Yngre normal læsere kan også have glæde af bøgerne. De koster alle 58 kroner pr. stk. Cafe serien udkommer på forlaget Alinea og er opdelt i flere niveauer alt efter målgruppens alder og læseevne. Bøgerne er udsolgt fra forlaget. Men jeg har enkelte fysiske eksemplarer på lager. Enkelte af bøgerne findes som e-bøger hos forlaget Saga: https://www.lrdigital.dk/soeg/?bookType=0&languageCode=&query=Kirsten%20Ahlburg&sort=0

BZ

handler om drengen Martin. Han har fået nok af at blive mobbet af Brian og af at være uden venner. Han forlader skolen og vandrer rundt på må og få. Men så møder han nogle unge bz’ere, og snart er han en del af gruppen i en helt anderledes verden med andre normer, end han er vant til og med konfrontation med politiet. Bogen er skrevet i samarbejde med Morten Ahlburg.

Anmeldelser:

Lektør, Boy Olesen: Der er fra forlaget udgivet en del bøger i denne serie, og BZ er endnu en god titel. En god historie, som kommer omkring mange temaer, der er velkendte for målgruppen. Et letlæst sprog, med alderssvarende og spændende indhold.

Uddannelsesbladet, Stig Bondesen: En bog med en helt relevant vinkel og med problematikker over anerkendelse og brud med forældrene til dække over kriminalitet, til hvad det også handler om: ægte venskab. Igen en spændende udgivelse, der nok skulle kunne fange de unge læsere på 13-15 år. For de unge fremmedsprogede læsere er det en indføring i marginalisering og et miljø, der lever i det skjulte – er det mon en god måde at leve på?

DET ER GRATIS

handler om Maja, der er 14 år. Hun er en smuk pige, der drømmer om at blive model – om at gå catwalk og blive fotomodel. Om forsidebilleder, udlandsrejser, penge og smukt tøj. En dag møder hun i en bus fotografen Preben. Han foreslår hende at blive model og lover hende guld og grønne skove, gratis billeder og en stor fremtid. Maja bliver fotograferet, men langsomt viser det sig, at hun skal tage mere og mere tøj af for til sidst at stå topløs. Mon hun når sine drømme?

Anmeldelse

Lektør, Vibeke Axelsen: Forfatteren er kendt af og populær i målgruppen. Genren er realistisk. På et yderst realistisk niveau fortælles, hvordan en fotograf stille og roligt “arbejder” med Maja, og hvordan hun ikke opdager, hvor langt hun egentlig går, indtil Sofie råber vagt i gevær, og Maja når at få trukket sig i tide. Det er vedkommende læsning for målgruppen – og for andre i den alder. Uden hævede pegefingre kommer forfatteren omkring farerne (der berøres også kort spisevægringsproblematikken) for at gå så meget op i sit udseende, at man glemmer at tænke sig om.

HIT MED MOBILEN

handler om drengen Simon. Han ønsker sig en mobil. Ikke en almindelig mobil, men en der kan en helt masse. Den er meget dyr, så han må have et job som avisbud for at tjene penge til den. Simon køber den så snart, han har råd til den. Selvfølgelig skal kammeraterne se den, så han viser den stolt frem og fortæller om alt det, den kan. Det skulle han ikke have gjort, for to unge mænd hører det, og en aften Simon er på vej hjem, står de og venter på ham bag en hæk.

Anmeldelse

Lektør, Kirsten Thorning Thagaard: Hit med mobilen handler om Simon, der ønsker sig en sej mobiltelefon. Da det endelig lykkes ham at spare op til den, bliver den stjålet. Bogen handler også om klassiske problemer ved at være skilsmissebarn, om konfirmation og den første kærlighed. En veltilrettelagt letlæsningsbog til frilæsning og læsetræning for ældre elever, der her finder et vedkommende og alderssvarende indhold.

TALENT

handler om drengen Alex. Han ser et reklamespot for en talentkonkurrence i fjernsynet. Det kunne være sjovt at være med. De kunne godt trænge til sådan en som ham, der kan lave lidt røre i programmet. Han bliver indkaldt til at deltage i programmet, og snart er han en del af mediecirkusset med tv og masser af interviews til ugeblade og aviser. Er han gal eller genial? Pressen er i tvivl. Det er Alex ikke. Der er brug for en som ham. Han provokerer både dommerne og publikum, og seertallene ryger i vejret. For alle skal se Alex. Alex bliver en blandt 12 finalister, og det har sin pris. Bogen er skrevet i samarbejde med Morten Ahlburg.

Anmeldelser

Lektør, Karsten Boll: Sproget er gjort autentisk for aldersgruppen. Det er ligefremt og let at læse – og lix ligger mellem 12 og 15 for serien. Det er brugbart for målgruppen. Litteratur til læsetræning for unge læsesvage elever med relevant indhold er en mangelvare. Derfor kan Talent anbefales til skole- og børnebiblioteker for omtalte målgruppe.

Boggnasker.dk: Klart en letlæsningsbog der burde lånes på det nærmeste bibliotek eller købes i den nærmeste boghandel.

V

Handler om drengen Anton. Han er flyttet ind til centrum af Aarhus og kommer der i forbindelse med en gruppe jævnaldrende unge. De har alle et brændemærke V på armen. V for vegetar. De nøjes ikke med brændemærket. De sætter også chip i ørerne, chip magen til dem dyrene får sat i. De er jo selv nødt til at prøve det for at vide, hvor ondt det gør på dyrene. Anton kan godt se argumentet, men hvor går grænsen? Skal de prøve at blive fanget med en krog som fiskene? Skal de ligge i båse som svinene eller sidde i bur som hønsene? Anton skal nok finde ud af det, for han beslutter sig for at blive en del af gruppen og blive vegetar. Bogen er skrevet i samarbejde med Morten Ahlburg.

Anmeldelser

Folkeskolen.dk, Tove Staugaard: Det er en utrolig spændende og helstøbt roman med et meget aktuelt emne i et meget læsevenligt sprog, og så er den oven i købet billig. Den beskæftiger sig med emner, der optager unge mennesker, og vil derfor kunne give gode læseoplevelser og ikke mindst noget at tænke over og forhåbentlig styrke og vedligeholde interessen for læsning.

Lektør, Boy Olesen: En interessant titel, en spændende forside og et tekstlayout, der ser overkommeligt ud, vil få mange til at se nærmere på denne bog. En god og spændende bog med et identificerbart indhold med en god opbyggelig morale. Sproglig veltilrettelagt med stor respekt for målgruppen.

Æseløre.dk: V er en vedkommende og meget spændende bog. Og ret så overraskende. Hvor fedt. Det er lykkedes forfatterne at skrive en god ungdomsbog i en rå tone, der rammer én med en knytnæve. For pokker hvor jeg forstår Anton og er helt i hans ringhjørne.

Vegetaren, Andrea Dragsdahl: Bogen V er skrevet i et sprog, der rammer målgruppen perfekt. Sproget er varieret og spændende, men uden brug af vanskelige vendinger og ord. Bogen er desuden bygget op med kapitler i en længde, der passer perfekt til lidt læsning inden natlampen skal slukkes. Selve idéen med at skrive en bog med fokus på, hvordan stræben efter sammenhold kan føre en ud i ekstremistiske grupper, synes jeg er rigtig god, og det er med til at give bogen et lidt anderledes præg

Dansk Audiologopædi, Natasha Epstein: Bogen kan bruges som et godt oplæg til diskussioner i bl.a. folkeskolens ældste klasser og i det hele taget blandt store børn og unge i forskellige sammenhænge.