ANDRE LÆSELET JULEBØGER OG JULEQUIZ – JULEBØGER FOR BØRN

Nedenstående bøger er udsolgt fra forlaget, da det er lukket, men de kan købes her på hjemmesiden under “Kontakt”. En undtagelse er dog bogen “Nissen Brille”, der købes hos forlaget Straarup & Co.

NISSEN BRILLE

er en historie med enderim på hvert opslag. Den handler om Nissen Brille, der kommer frem til jul. Han bor hos en familie og elsker at drille dem. Han bytter rundt på deres tøj. Han bytter rundt på julegaverne, og han stjæler risengrød og øl. Bogen er illustreret af Susanna Hartmann. Pris 50 kroner.

Anmeldelse:

Lektør Sine BilleHistorien om Nissen Brille er en sjov fortælling, der behandler julen på en genkendelig måde, som helt sikkert vil glæde juleglade børn. Den er enkel og let at læse med korte sætninger og et layout, der er til at overskue for begynderlæsere. På hver side er der både hyggelige og sjove illustrationer, der understøtter handlingen. Bogen er derfor god til små læsere, der selv vil læse en julehistorie. 

JUL GENNEM TIDEN

er en let fagbog i Værd at vide serien. Den fortæller julens historie. Fra lysfester før Jesus tid og frem til i dag. Fra øl, kød, fest, sang og lege til de juletraditioner vi kender i dag. Bogen kommer ind på julestuer fra 1700-tallet, hvor der var sang, leg, øl, klejner og vafler i seks uger. Det var dengang sanglegen bro bro brille og legen blindebuk kom frem.
Julestuerne blev afløst af juletræet i 1800 tallet. Det var et gavetræ – frugt, slik og uindpakkede gaver hang rundt på træet. Først i 1900 tallet dukker kalenderlys, adventskrans, julekalender til ophæng op, og senere kommer der julekalender i fjernsynet, og vi møder den julemand vi kender i dag med langt, hvidt skæg, tyk mave og nissehue. Pris 72,50

 

Anmeldelser

Lektør, Ingrid Martley: Bøger om julen er efterspurgte. Denne kan godt stå på læselethylden eller i læsekrybben og gives til begynderlæseren. Til læsetræning og det første emnearbejde.

 

Dansk Audiologopædi,Natasha Epstein: En ny bog i serien Værd at vide, der er en fagbog på lix 6-8. Målgruppen er børn fra 7-9 år og ment som frilæsnings-, højtlæsnings- eller opslagsbog til den første faglige læsning. Men jeg vil også mene, at den er velegnet til læsesvage unge og voksne, der lige er ved at knække læsekoden.

DE TRE TØNDER

De tre tønder er en læseletbog på lix 6 i Lette Legender serien. Den handler om julemandens oprindelse.
Den fortæller om Nicolaus. En god mand, der altid hjælper andre, hvor han kan. Han bliver kendt for sine gaver og gode gerninger. Nicolaus bliver en meget gammel mand med et langt hvidt skæg. Folk får hjælp af Nicolaus lige til det sidste, og han fortsætter med at hjælpe efter sin død. En skøn duftende olie kommer fra hans kiste. Det er en helbredende olie, som kan gøre folk raske. Nicolaus bliver helgen og kendt i hele verden. Mænd begynder at klæde sig ud som ham – rød kappe og langt hvidt skæg. De deler æbler og slik ud til børn. I Danmark begynder vi at kalde ham julemanden. Pris 72,50.

 

Anmeldelse

Lektør, Lisbeth Thue Hansen: Bogen er letlæselig og egner sig som frilæsningsbog til læsetræning. Den giver læseren en god oplevelse/historie.

Tale-Høre-Nyt , Jytte Breinholdt: Jeg kan varmt anbefale den, og synes den skal være at finde på ethvert skolebibliotek – ikke mindst på specialskolens, hvor jeg med stor succes har anbefalet den til kolleger, der bruger den, når der arbejdes med diverse temaer og som frilæsning.

Dansk Audiologopædi, Sanne Kjerstein Madsen: Bøgerne er rigtig gode at læse i indskolingen – både som den selvstændige frilæsning og til oplæsning. Indholdet kan meget nemt udvides til traditioner og vaner: hvorfor gør vi, som vi gør? Bøgerne er bestemt anbefalelsesværdige. Mon ikke der bliver kø på det lokale Skolebibliotek?

LYS I HÅRET

Lys i håret er en læseletbog på lix 7 i serien. Den handler om Santa Lucia og om, hvorfor vi i julemåneden holder Santa Lucia optog.
Lucia hjælper sin syge mor hen til den hellige Agates grav, så hun kan blive rask. Agata viser sig for Lucia, og moderen bliver rask. Nu vil Lucia være kristen og tjene Gud og hæve sin forlovelse med Paulo. Han raser, men Lucia står fast og sender ham sine øjne på et fad. Gud giver hende nye, smukke øjne, og hun hjælper de syge og fattige og også de kristne, som den romerske kejser vil dræbe. De kristne skjuler sig i de underjordiske gange. Lucia sætter lys i håret, så lysets brud lettere kan bringe maden hen til dem. Paulo er hævngerrig, men selv ikke kejserens mange soldater kan flytte Lucia eller brænde hende på bålet. Det er mindet om denne Lucia med lys i håret, vi mindes ved Santa Lucia den 13. december. Pris 72,50.

 

Lektør, Helle Andersen: For børn i 1. og 2. klasse er bogen dramatisk historieberetning og spændende at kunne give sig i kast med i december måned i forbindelse med skolernes luciaoptog. Kirsten Ahlburgs korte og knappe fortællestil, de præcise og velvalgte ord og vendinger, de velplacerede små dialoger og nutidsformen gør fortællingen særlig intens og levende. Lisbeth Eugenie Christensens sort/hvide illustrationer understøtter i høj grad teksten. En spændende læse- og billedoplevelse for børn på 7-9 år.

BO OG GAVEN

Der findes 35 Bo bøger, som man kan læse mere om under Læselet bøger for børn. En enkelt af dem – Bo og gaven – foregår i julen. Bo glæder sig til at få gaver. Han skal også give gaver. Mor og far skal have en gave, Bo’s kat Sif skal også mærke, det er jul. Bo tænker og tænker. Hvad skal han give Sif? Pludselig får han en idé. Sif elsker fisk. Han finder en fisk i fryseren. Der er tre dage til jul, så den kan sagtens nå at tø. Bo pakker fisken ind og lægger den i gavesækken ude i gangen. Men så begynder det at lugte! Pris 40,-

Lektør, Jesper Holtoug: Fine små historier med enkle handlinger. Herlige påhit og gode illustrationer. Bøgerne behøver ikke nærmere præsentation, de er velkendte og efterspurgte. De to nye bøger om Bo holder afgjort niveau fra de foregående, hvilket vil sige i den absolutte top blandt de meget lette hverdagshistorier. Historierne er spændende, relevante og – befriende nok – ikke helt forudsigelige.

DE SMÅ JULEQUIZZER

er en bog med over 600 spørgsmål til de 5 – 7-årige om julen. Lad børnene svare på spørgsmålene og kom i rigtigt julehumør. Pris 65,-.