MEGA-BØGERNE

Mega bøgerne er en serie bøger for 7 – 9-årige med lavt lix, lix 8 – 10 og højt sideantal, 60 – 70 sider. Serien henvender sig til begynderlæsere, der har appetit på udfordringer og gerne vil læse lidt længere historier.

I serien findes bøgerne om Freja, der elsker at danse ballet. Bøgerne er illustreret af Gunhild Rød. De er udkommet på forlaget Straarup & Co. Bøgerne koster 175 kr. pr. stk.

 

SOLO

handler om Freja, der er vild med at danse ballet. Hun har gået til ballet i flere år og drømmer om at blive udvalgt til at danse på byens teater. De skal bruge ti børn til at danse ballet. En af børnene skal også danse solo. Mon det bliver Freja?

Anmeldelser:

Lektør Lisbeth Thue Hansen: Historien er let læst og spændende fortalt. Den bliver understøttet af et farverigt omslag samt farvede illustrationer. Handlingen vil fange alle, der er godt i gang med at læse og kan lide at læse om at blive udtaget som deltager – her en ballet – øve og forberede sig til den store premiereaften. Anbefales til alle, der nu kan klare en længere velfortalt tekst.

Bogmærket.com: Da bogen har mange sider, men ikke er så svær en tekst, vil det være motiverende for mange af vores elever, da de så føler, at de kan læse en rigtig bog selv. Vi giver bogen 4,5 stjerner ud af 5.

Stadsbiblioteket Lyngby-Taarbæk: Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog. Denne uge byder på en fin letlæsningsbog om misundelse og store drømme. Det er en sød historie, der fortæller om misundelse og hvorfor, det ikke altid er berettiget at være misundelig. Den har lixtal 9, så det er en bog for de 8-9-årige. Alle Kirsten Ahlburgs bøger kan læses med samme glæde. De har alle nogle gode historier.

DET STORE SHOW

handler om Freja, der er vild med ballet. Det er en fortsættelse af bogen “Solo”. I bog 2 skal Frejas klasse skaffe penge til en lejrtur. De laver et stort show, hvor forældre, søskende og bedsteforældre kan komme. I showet skal Freja stå på tå på Livas pony. Mon det går godt?

Anmeldelse:

Lektør Lisbeth Thue Hansen: Bogen har lix 9 og er for læsere, der er kommet godt i gang med læsningen, og som elsker at læse længere historier. Pigerne i historien er aktive, opfindsomme og sørger for, at klassen kan skaffe penge til lejrturen. Piger på 8 år vil elske at læse om en klassefest, hvor de måske selv kunne drømme om at være med. Bogen anbefales til piger i 2. – 3. klasse, der læser lette, men længere tekster.

VILD MED BALLET

handler om Freja, der er vild med ballet. I bog 3 er hun med til årets ballet, hvor hun spiller ulv i stykket “Peter og ulven”. Men efter forevisningen er der sommerferie, og Freja og hendes venner savner at danse ballet. De må finde på noget.

Anmeldelse:

Lektør Janne Møller Nielsen: Sød fortælling uden de store konflikter om to veninder, som dyrker deres fælles glæde ved ballet. Bogens omtale af bl.a. Tivoli-forlystelsen Den flyvende Kuffert og omvisning i Det Kongelige Teater vil måske endda vække læserens lyst til selv at besøge disse steder næste gang turen går til København. Teksten henvender sig til den let øvede begynderlæser, som kan håndtere længere tekst med mindre billedstøtte. Bogen vil hovedsageligt tiltrække pigelæsere. Anbefales til letlæsningshylden.

DE HVIDE HESTE

handler om Freja, der er vild med ballet. I bog 4, som er seriens sidste bog, skal Freja og vennerne træne til årets opvisning. Freja skal sammen med veninden Sol spille heste, og de besøger Liva, som har en hest og øver sig i at danse galop. Mon det bliver en fin opvisning?

Anmeldelse:

Lektør Lisbeth Thue Hansen: Historien er velfortalt. Den emmer af motiverede børn, der går vildt op i ballet, som er deres fritidsinteresse. Gunhild Rød har illustreret denne bog med flere understøttende og farvede tegninger samt et flot og indbydende omslag. Læs også de andre bøger i serien.